top of page

Tilbage til Ildúria

Jonas' eventyr i Ildúria er ikke slut! 

Bind 3 er under udarbejdelse.  

Skyggerne

Noget skabt dybt i jordens indre; et væsen, der har været her siden jordens begyndelse, ondskabsfuldt og afskyeligt, er ude efter Tania. Hun og hendes familie er intetanende flyttet fra København til en lille by i Jylland, hvor faderen har fået job. Langsomt går det op for dem, at den lille by gemmer på en forfærdelig hemmelighed, og det viser sig, at det på ingen måde er et tilfælde, at de er endt i byen.

Havets Levende Døde

En anderledes zombie-historie om Ib og hans families sommerferie på Læsø, som udvikler sig til et sandt mareridt og en kamp om liv og død, da øens beboere og turister forvandles til zombier. Det stopper dog ikke ved zombierne. Noget andet og langt farligere skjuler sig i de levende dødes kroppe. De få overlevende på øen, heriblandt Ib, må nu stå sammen og kæmpe.

Den Skjulte Verden

”Den verden, du tror, du kender, er fyldt med verdener, du ikke kender.” Den kryptiske sætning kommer fra Sebastians bedstemor på hendes dødsleje, og han aner ikke, hvad hun taler om. Men efter en ulykke, hvor han ligger i koma i flere uger, vågner han op til en verden helt anderledes end den, han kender, og nu forstår han, hvad ordene betød. Det bliver starten på et fantastisk eventyr.

Drengen der Ville Være Højere

Storm er meget lille, og det eneste han ønsker, er at være høj! Da han endelig får sit ønske opfyldt af Den Store Kato i et omrejsende Tivoli, løber det løbsk, og han vokser med lynets hast. Tiden er nu knap – det omrejsende Tivoli er rejst videre - og sammen med sin gammelkloge lillesøster Lucca sættes jagten ind på at finde manden, der har opfyldt hans ønske. 

Ravsamleren

Tith skal sammen med sin far og lillebror tilbringe hele sommerferien i et lille sommerhus midt på Læsøs hede. Forældrene er blevet skilt, og moderen er stukket af til en kunstskole i Paris. Tith har slet ikke lyst til at være i det lille primitive sommerhus – hun er sikker på, hun kommer til at kede sig frygteligt - men ferien ender med at blive fyldt af mystik, spøgelser og især af en gammel, pukkelrygget ravsamler, som de fleste tror, blot er en myte.

 

 

Det Forheksede Maleri

Lise køber en kold vinterdag et gammelt maleri i en antikvitetsbutik. Kort efter begynder der at ske mærkelige ting. Maleriet forandrer sig, der falder ting ud af det, og en dag træder Lise ind i det. Det lukker sig om hende, og hun er fanget i verdenen derinde.

Legepladsen

Gynger, der bevæger sig af sig selv. Bolde der kommer rullende ud fra mørket. Lyde og hvisken. Men der er ingen at se... På Legepladsen i parken sker der uhyggelige ting efter mørkets frembrud, hvor legepladsen er tom og øde. 

Hvem eller hvad leger i mørket på legepladsen?

det arbejder jeg på

kommer snart

Her kan du læse om alt det, jeg arbejder på i øjeblikket. Hvis du kigger forbi jævnligt, vil jeg løbende sørge for at holde siden opdateret og fortælle, når de igangværende projekter bliver tilgængelige, og nyt  støder til.

Anne Meinert, forfatter, arbejder

Foto af Lars Hur

bottom of page