Anmeldelser
og udtalelser
Her kan du læse et udvalg af anmeldelser og udtalelser omkring forskellige af mine bøger og tekster.
Dinas Forbandelse
Lektørudtalelse Dinas Forbandelse
af Susanne Dahl Jensen
Anvendelse/målgruppe/niveau
Fantasy til selvlæsning for de 10-12-årige og til højtlæsning fra 9 år. Forsiden viser Dina, hvis forbandelse har lagt sig over Ilduria med Jonas i forgrunden siddende i en overdimensioneret lænestol. Signalerer klart uhygge og magi. Kort bagsidetekst fortæller fint om indhold suppleret af en bid fra teksten. Formidles til de endnu ikke helt så stærke fantasy-læsere, som fx har læst Elverdronningens riddere og Elverdronningens børn og er klar til lidt flere udfordringer læseteknisk og indholdsmæssigt
Beskrivelse
Forfatteren Anne Meinert debuterer her med en fantasy-roman for primært de 10-12-årige til selvlæsning. Dinas forbandelse er første del i en planlagt serie Fortællinger fra Ildúria. Dinas forbandelse har drengen Jonas som hovedperson, og historien starter den dag, han ved et uheld går igennem en mur til en anden verden. Han står pludselig og skal tage beslutning om at sætte livet på spil for at redde en flok fremmede og deres land Ildúria. Men der står mere på spil end først antaget, og Jonas kommer på noget af en farefuld opgave. Godt fortalt historie med levende sprog og personer i et spændende plot
Sammenligning
Der anes inspiration fra bl.a. fortællingerne om Narnia og Den uendelige historie, hvor børn er hovedperson og træder ind i en parallel og magisk verden for at skabe orden i kaos, her bare i en mere letlæst fantasy-roman
Samlet konklusion
En spændende forfatterdebut med gys, magi og eventyr i første del af ny serie. Spændt på at læse anden del
Anmeldelse Dinas Forbandelse
Troldspejlet
Det er en ret fascinerende tanke, at der muligvis findes hemmelige verdener, som man kan besøge via en magisk portal - som garderobeskabet i C.S. Lewis' klassiker om eventyrlandet Narnia. Og sådan en portal er det faktisk muligt at falde over her i Danmark, i hvert fald hvis man skal tro Anne Meinerts nye fantasyserie Fortællinger fra Ildúria.
Under en almindelig tur i vaskekælderen ender Jonas i en trappeopgang. Men den ligger i en helt anden verden! Her er alle beboerne fanget på mystisk vis, de er nemlig underlagt Dinas forbandelse. Og den kan føre til hele landet Ildúrias undergang!
Det første bind i Fortællinger fra Ildúria har en fin blanding af magi og uhygge, når man tager i betragtning, at den kun foregår i en trappeopgang. Men derudover er der ikke så meget nyt at hente i Dinas forbandelse, og det bedste er helt klart Lasse Bekker Weinreichs skæve, gråtonede illustrationer. De er interessante og foruroligende på samme tid og formår virkelig at løfte hele historien.
Anmeldelse Dinas Forbandelse
Blog: Læsehest med Fantasy
af Kirsten Bloch
mandag den 28. september 2015
Dinas forbandelse er 1. bind af fantasyserien Fortællinger fra Ildúria af Anne Meinert.
En eftermiddag mens Jonas hjælper sin mor med vasketøjet i kælderen hører han mærkelige lyde. Moren kan ikke høre noget, men Jonas bestemmer sig for at undersøge kælderen nærmere for at finde ud af hvor lydene kommer fra. Ved et uheld kommer han til at gå igennem en væg, og han havner i en meget mærkelig opgang som tilsyneladende bliver ved i det uendelige.
Det viser sig at Jonas er havnet i en anden verden ved navn Ildúria, og at opgangen er ramt af en forbandelse. En pige ved navn Dina fra Jonas´ verden kom nemlig igennem samme mur som Jonas for flere år siden, men pigen kunne ikke finde vejen hjem igen. Selvom beboerne i opgangen tog sig af hende blev pigen mere og mere vred, indtil det endte med at hun blev sindssyg. I sin vrede forbandede hun beboerne i opgangen og afskar dem fra resten af deres verden. Flere af beboerne er blevet små og er forsvundet, mens de tilbageblevne beboere er blevet til kæmper som om natten forvandler sig til vilde dyr.
Beboerne har i flere år ventet på at der skulle dukke nogen op fra Dinas verden, og nu er Jonas så endelig kommet. Beboerne vil have Jonas til at hjælpe Dina med at komme tilbage til hendes egen verden så forbandelsen kan blive hævet. Og mindst lige så vigtigt: Så balancen mellem de to verdener kan blive repareret. For jo længere Dina opholder sig i Ildúria, jo større problemer får Ildúria - og Jonas´ verden. Men hvordan kan Jonas stoppe Dina?
Da forfatteren henvendte sig og spurgte om jeg kunne tænke mig at anmelde hendes bøger sagde jeg ja tak, Jeg har nemlig længe gået og kigget på Dinas forbandelse og overvejet om jeg skulle læse den, men valgte den fra på grund af forsiden. Og det var synd. For Dinas forbandelse er en rigtig god og anderledes fantasybog som bestemt er værd at stifte bekendtskab med. Bogen er hurtigt læst, og bærer også præg af at være skrevet primært til børn, men det gør den bestemt ikke dårlig. Illustrationerne er med til at skabe bogens særlige stemning som er en blanding af magi og gys, og giver et nærmest forvrænget billede af virkeligheden, hvilket passer fint sammen med Dinas sindsstemning, og hendes leg med beboerne i det hun har gjort til sit eget personlige hurlumhejhus. Jeg er ikke så vild med forsideillustrationen, men efter at have læst bogen kan jeg bedre forstå den, Sproget er godt og flydende, og de korte sætninger gør den velegnet til børn. Personerne virker ikke alle lige levende, men beskrivelsen af Dina og hendes syge sind er virkelig god, og også Jonas hænger godt sammen som person. Handlingen er godt skruet sammen, og det er alt i alt en imponerende debutbog. Jeg glæder mig til at læse resten af forfatterens bøger, og kan bestemt anbefale Dinas forbandelse til dem der gerne vil have en anderledes fantasyoplevelse.
Læseranmeldelser Dinas Forbandelse
Saxo.com
Jeppe N 11
11-05-2015 (Bog, indbundet)
Fantastisk fortælling der både skræmmer og henrykker. Blev nødt til at læse den til ende, da jeg først var gået i gang. Simpelt hen for spændende! Man får lyst til at vide mere om Ildúria, men det kommer forhåbentlig senere.
Kell M. 61997
18-08-2014 (Bog, indbundet)
Jeg syntes Dinas forbandelse er en fantastisk god bog.Der er både spænding,uhygge,gys og magi i en god blanding. Det er en fortælling der er svær at lægge fra sig, der sker noget hele tiden,hvor drengen Jonas skal prøve at redde en fremmed verden. Kell.
a.t.hogh
10-08-2014 (Bog, indbundet)
Jeg syntes bogen Dinas forbandelse er en rigtig god bog. Bogen var meget spændende og der skete noget nyt hele tiden. Jeg syntes bogen var lidt uhyggelig til tider, men det er jo bare godt. Jeg vil anbefale Dinas forbandelse til alle mine venner. Jeg giver bogen 5 stjerner ud af 5 mulige. Og selvom det er den første bog af Anne Meinert jeg har læst er det helt sikkert ikke den sidste?????. Andreas Høgh 13 år.
Ondskabens Nøgle
Lektørudtalelse Ondskabens Nøgle
af Susanne Dahl Jensen
Kort om bogen
"Ondskabens nøgle" er 2. del af fantasyserien "Fortællinger fra Ildúria". Jonas er tilbage i den mystiske verden, hvor ondskaben er sluppet løs. Fantasyserien er til selvlæsning for 10-12-årige og til højtlæsning fra 9 år
Beskrivelse
Forfatter Anne Meinert debuterede med 1. del i 2013 og her i 2. del fortsætter historien om drengen Jonas og landet Ildúria, der igen er ramt af ondskab. Sammen med sin nye veninde Annabel bliver Jonas igen kaldt til den magiske verden Ildúria for at hjælpe med at få bugt med ondskaben, der gør beboerne der til tomme og viljeløse væsner. Forsiden viser et mørkt Ildúria med et uvejr hen over bjergene. Bogens tekst er suppleret med enkelte s/h helsides illustrationer
Vurdering
Anden del fortsætter med endnu mere gys, magi og eventyr, levende fortalt og med fine s/h illustrationer af Lasse Bekker Weinreich. Bagsideteksten fortæller fint om bogens indhold sammen med et citat fra bogen
Andre bøger om samme emne/genre
Fortællingerne om "Narnia" og Den uendelige historie er kendte fantasy verdener, hvor børn er hovedpersoner i en magisk og parallel verden. Denne nye fantasy-serie er knap så svær, men har mange lighedspunkter. Kan anbefales til læsere af fx "Elverdronningens riddere" og "Elverdronningens børn", der er klar til lidt sværere fantasy-serier
Til bibliotekaren
Fin fantasy-serie til dem, der er færdige med de mange fine letlæste fantasyserier og som syntes "Harry Potter" serien er for teksttung. Indkøb anbefales til fantasyhylden
Anmeldelse Ondskabens Nøgle
Blog: Læsehest med Fantasy
af Kirsten Bloch
mandag den 29. september 2015
Ondskabens nøgle er 2. bind af fantasyserien Fortællinger fra Ildúria af Anne Meinert.
Jonas er vendt tilbage til sin egen verden efter oplevelserne i Ildúria. Han går ofte ned i kælderen til det sted hvor porten mellem de to verdener var, men porten er lukket, og han ved derfor ikke hvordan hans venner har det.
Det er blevet sommerferie, og Jonas forudser en lang og kedelig sommer mens hans bedste ven er på ferie med sin far. Men sådan bliver det ikke, for i lejligheden ved siden af Jonas´ families flytter der en ny familie ind. I den nye familie er der en pige på Jonas´ alder som hedder Annabel. De to bliver gode venner, og snart er sommeren ikke spor kedelig.
En dag fortæller Annabel Jonas at hun kan høre stemmer i kælderen hvor porten til Ildúria var. Til sin store glæde kan Jonas også høre dem, og han ved at porten er åben igen. Sammen med Annabel tager han til Ildúria for at besøge sine venner. Men ikke alt er som det skal være i den anden verden. Ondskaben er sluppet løs i landet, og breder sig dag for dag, og flere af Jonas´ venner er allerede ramt.
Sammen med Annabel bestemmer Jonas sig for at hjælpe. Men kan de to stoppe den onde troldmand som står bag, og hvad er det for noget med ondskabens nøgle?
Da forfatteren spurgte om jeg ville anmelde hendes bøger sagde jeg ja. Og det har jeg bestemt ikke fortrudt. I andet bind af serien Fortællinger fra Ildúriaudbredes den fremmede verden for alvor, og der er kommet mere kød på personerne. Sproget er stadig let tilgængeligt med korte sætninger og et godt flow. Bogen er hurtigt læst, både fordi sproget er let at gå til, men også fordi bogen simpelthen er svær at slippe. Handlingen er godt strikket sammen med masser af spænding, gys og magi, og illustrationerne er med til at skabe bogens særlige stemning som ligger på grænsen mellem gys og magi. Bogen henvender sig i høj grad til børn med hang til fantasy, men også gyserinteresserede vil få noget ud af historien. Og fans af serien kan glæde sig, for et 3. bind skulle være under udarbejdelse. Der har dog også sneget sig en enkelt lille fejl ind, som så ikke er så lille endda. Der manglede nemlig enten en halv sætning eller en hel side i bogen. Heldigvis kunne man godt følge med i handlingen alligevel, men helt heldigt er det ikke. Alt i alt var det dog en rigtig god læseoplevelse, og bogen kan bestemt anbefales.
Anmeldelse Ondskabens Nøgle
Fritidsmagasinet.dk
Fantasy når det er bedst
GOD BOG: Nu er Anne Meinert klar med andet bind i serien: Fortællinger fra Ildúria. Det er fantasy, så man rives med i læsningen, der ikke er til at stoppe."Tomme blikke, savlende munde og udstrakte hænder nærmede sig fra alle sider. Så tog de fat i ham med deres beskidte hænder, nogle blodige. Han vred sig, men kunne ikke undvige dem. Han skreg ved deres berøring og prøvede at vende ansigtet bort fra deres stinkende ånde."
"Dig," lød det atter fra Arcon. "Jonas fra Den Anden Verden. Den store helt."
Jonas bliver sammen med sin nyfundne veninde Ananbel kaldt til den mystiske verden Ildúria. Her er ondskaben sluppet fri og hersker overalt. En efter en bliver indbyggerne her til viljeløse og tomme væsner.
De to venner Jonas og Annabel drager derfor ud for at redde deres venner sammen med de få, der endnu ikke er bukket under for ondskaben.
Bogen "Ondskabens nøgle" er det andet bind i fantasy-serien "Fortællinger fra Ildúria." Første bind hedder "Dinas forbandelse" og bøgerne er udgivet på Turbine. Fantasybøgerne er især for teenagere og andre med hang til god fantasy og flotte fortællinger.
Drømmedæmoner
Anmeldelse Drømmedæmoner
Blog: Læsehest med Fantasy
af Kirsten Bloch
mandag den 29. september 2015
Drømmedæmoner er skrevet af Anne Meinert.
Christians far ligger i koma og har gjort det i flere måneder. Lægerne ved ikke hvorfor, eller hvornår han vågner - hvis han vågner.
Samtidig plages Christian af uhyggelige drømme af en lille pige med skarpe tænder, og en uhyggelig mand med maske. I drømme synes han han kan høre faren bede ham om hjælp.
Han opsøger en boghandel for at finde bøger om drømmetydning. Her møder han ejeren, som han fortæller om sine drømme. Hun fortæller ham, at drømmenes verden er et farligt sted at opholde sig, for passer man ikke på risikerer man at blive besat af de dødes ånder, også kaldet drømmedæmoner.
Christians eneste håb om at redde faren ligger i drømmene. Men hvordan kan man bekæmpe drømmedæmonerne?
Da forfatteren spurgte om jeg ville anmelde hendes bog sagde jeg ja.Drømmedæmoner er i modsætning til hendes to første bøger rendyrket gys. Sproget er lettilgængeligt og flydende, og stemningen i bogen er tilpas gyset. Drømmeverdenen er godt og levende beskrevet, og handlingen er godt fundet på. Alligevel mangler der noget. Bogen er meget kort, og man lærer derfor ikke rigtig personerne at kende. Samtidig synes jeg heller ikke handlingen bliver helt foldet ud. Og så må jeg indrømme, at drømmetydning og det paranormale ikke rigtig siger mig noget, så meget af bogens handling gik over hovedet på mig. Jeg havde også svært ved at finde ud af hvem målgruppen for bogen er, da sproget, efter min mening, passer til en yngre målgruppe end dem der vil synes om plottet. En bog der er svær at placere, men som bestemt har nogle gode egenskaber.
Læseranmeldelser Drømmedæmoner
Saxo.com
Jannie M 19
15-08-2014 (E-bog, ePub)
Jeg har haft den store fornøjelse at læse Drømmedæmoner,det er en velskrevet og meget underholdende bog. Jeg vil anbefale den til folk i alle aldre,dog skal man nok være omkring de 8-9 år for virkelig at kunne få udbytte af bogens univers. Bogen er både spændende og meget rørende, jeg personligt kunne ikke lægge den fra mig og læste den ud i et træk,sådan! Det er læsning på et meget fantasifuldt og underholdende niveau. En lille helt kunne man med rette kalde hovedpersonen. Man følger drengen Christian på sin farefulde rejse ind i en anden verden, han er på sin egen modige mission for at redde hans elskede far. Både rørende og vedkommende . Stor anbefaling herfra. Jannie Madsen
a.t.hogh
26-07-2014 (E-bog, ePub)
Jeg syntes bogen var helt fantastisk og den giver et godt indblik i fantasiverdenen. Jeg syntes personligt at der hvor Miriam fortælle om hvad der kan ske i dømmeverdenen og hvad de skal gøre for at rede Christians far, er det bedste. Bogen var så god, at jeg var nød til at læse det hele på en gang uden pause. Jeg vil giver bogen den højeste karakter og klart anbefale andre at læse den. Andreas Høgh 13 år.
Troels O 2
21-07-2014 (E-bog, ePub)
Rigtig god, spændende og velskrevet børnebog. Er man til spænding, lidt eventyr og en lille smule gys, så er Drømmedæmoner lige i øjet. Bogen er velredigeret og den flotte forsideillustration fanger stemningen i bogen perfekt.
Morten B
08-06-2014 (E-bog, ePub)
Drømmedæmoner er en spændende fantasy som jeg stærkt vil anbefale til alle som kan lide denne genre. Jeg anbefaler den til alderen 9 år og op ad. Den kan også læses af voksne. Jeg synes den er spændende og sjov og det kombineret på en god måde, måske engang imellem lidt forvirrende, men jeg slugte den også meget hurtigt. Jeg synes også at den vækker ens tanker på en bestemt måde så den er sjov og realistisk. Hvis ikke i har læst den SÅ KOM IGANG!!!!!!!!!! Selvom man er en der godt kan få mareridt, kan man sagtens læse den om dagen.
Aksel, 10 år